Indskolingens fem digitale tigerspring

Nu strømmer indskolingseleverne tilbage efter en meget lang periode med hjemmeskole. De savner at høre klokken ringe til frikvarter, så de igen kan lege ude i skolegården. De savner at sende blikke til hinanden rundt i klasselokalet og at hive madpakken op af skoletasken, mens deres nye onlinehelt, klasselæreren, sidder lige foran dem og skiftevis læser højt og tysser på Jonas. 

Nogen taler om tabt læring, og nu skal den derfor have smæk for skillingen, når eleverne kommer retur. Men måske behøver alt ikke at være tilbage ved det gamle. For selvom eleverne givet vis er gået glip af lidt lektier hist og her, så har de også, helt uden at vide det, lært ti gange så mange andre ting imens!

De læringer corona-generationen har gjort sig, og det momentum der eksisterer netop nu, er der en unik mulighed for at bygge videre på. Så lad ikke elevernes nytilegnede digitale kompetencer løbe ud i sandet og blive glemt. Genbesøg de ting der virkede og hold fast i den spirende udvikling.  

Vi har indsamlet fem eksempler på områder, hvor eleverne kommer ud af hjemsendelsen med styrkede kompetencer:

1. Digital produktion og multimodalitet 
Mange elever har arbejdet med lyd, film og billeder og har lært at vise og dele deres produktioner med hinanden 

2. Skriftlighed  
De fleste elever har løst skrive-opgaver digitalt, og de er blevet mere fortrolige med at skrive på tastatur og betjene tekstbehandlingsprogrammer. 

3. Digital navigation 
Eleverne er blevet mere trygge og rutinerede i at logge ind i webmøder på diverse platforme, finde der, hvor læreren har lagt dagens opgaver, holde styr på +10 faner i en browser, finde forlagenes digitale materialer, uploade et billede fra telefonen til computeren og indlejre i dokumenter o.lign., som skal afleveres til lærerne via alle mulige platforme.  

4. Digitalt samvær og lege  
Vi har set mange gode eksempler på, hvordan eleverne har fundet sammen i digitale rum, hvor de har spillet spil, spist frokost sammen, fundet på fysiske lege som fungerer digitalt, set film eller bare har haft en ven “lige ved hånden”…  

5. Selvstændighed  
Eleverne har været tvunget til selv af holde styr på klokken og sætte alarmer, så de kommer ind i klassemøderne til tiden. De har også skulle disponere deres egen tid i løbet af en skoledag med pauser, møder, frokost og arbejde, når nu hverken mor, far eller lærer kan holde dem i hånden imens.